I sin bog „Et essay om indre frihed‟ beskriver Jes Bertelsen, hvordan menneskeheden gennem århundreder har været i proces med at udskille „basale vidensredskaber‟ fra religionen og metafysikken. Han skriver bl.a.:
„At læse, at skrive og at regne er redskaber, der kan læres. I vores danske og vesteuropæiske kultur opleves de umiddelbart som frisatte. Med frisat mener jeg først og fremmest: noget, alle har mulighed for, og ret til at lære (…) uden at vi dermed føler, at vi påtvinges bestemte verdensbilleder.
Sådan har det ikke altid været. (…) Historisk har de basale vidensredskaber, som eksempelvis skriftsproget, matematikken og regningsarterne, været indlejret i religiøse og metafysiske trosforestillinger og kontrolleret af præsteskaber.‟
Er denne videnskabens frigørelsesproces bragt til ende?, spørger Bertelsen så, og svarer selv på spørgsmålet: Nej, det mener han ikke.
Bertelsen mener, at der er et vigtigt skridt tilbage, som kan siges at være grundlaget for viden overhovedet, og det handler om: „at udskille og frisætte religionernes og mystikernes viden om selve bevidstheden‟.
Sidste del af bogen er en gennemgang af „fem frisatte veje til indre frihed‟, der tager udgangspunkt i hhv. kroppen, åndedrættet, hjertet, den spontane kreativitet og opmærksomheden.
Bertelsens pointer i denne bog er i tråd med vores arbejde med ILT.
Vores navn henviser til vores ønske om at lave projekter, der er Inkluderende, Livgivende og Transformerende, men det har også en anden pointe: At redskaber til at genforbinde sig til sig selv og til naturen, efter vores overbevisning, bør være ligeså meget en menneskeret som retten til at trække vejret.
Derfor tilbyder vi disse værktøjer som en del af vores ceremonier og retræter, uden samtidig at prædike én verdensforståelse eller en bestemt forståelse af det guddommelige.
Vores deltagere præsenteres for universelle og tidløse praksisformer som At lytte til stilheden, Intuitiv skrivning, At samles omkring bål, At forbinde sig til en trommes rytme og et menneskes stemme uden ord, At sanse elementer fra naturen.
Dette frisætter publikum til at være til stede i ceremonierne på deres egne præmisser. Med deres egen guds- og verdensforståelse eller blot som neutrale iagttagere af det, der måtte udfolde sig.