Lige i øjeblikket er vi i gang med at tilegne os en masse ny viden. Vi læser Det Ukontrollerbare af Hartmut Rosa, Samiske Shamaner af Brita Pollan, Regenerativ Ledelse af Giles Hutchins og Laura Storm og Naturens Hellige Kraft af Karen Armstrong.
Vi er særligt optaget af verdens adskillelsesproces, acceleration og fremmedgørelse. Vi tror på at hvis vi forstår hvorfor og hvordan samfundet er blevet som det er blevet i dag, så kan vi få øje på, hvad der skal til for at helbrede og genskabe en dybere forbindelse til os selv, til hinanden og til naturen. Vi vil det næste stykke tid, lave små referater her på bloggen, fra vores nye opdagelser. Hvis du, som os, er interesseret i historie, kulturer, kunst og filosofi, så læs endelig med. I dag vil vi, med inspiration fra Karen Armstrongs Naturens Hellige Kraft, fortælle dig om mythos og logos.
Mythos og Logos
I størstedelen af menneskehedens historie var der to måder at tænke, tale og opnå viden om verden på: mythos og logos. Begge var helt afgørende for at forstå virkeligheden. De stod ikke i modsætning til hinanden, men var komplementære måder at nå frem til sandheden på og havde hvert sit domæne.
Myter beskæftigede sig med det, der blev betragtet som tidløst og evigt i vores liv. De så tilbage både på livets og kulturens oprindelse og på den menneskelige eksistens´ dybeste kerne. De drejede sig om mening, ikke om praktiske anliggender. Mennesker er væsener, der søger mening. Vi bliver hurtigt fortvivlede, hvis vores liv mangler mening og det var mythos der lærte mennesker dybere virkeligheder at kende, fordi den viste dem en sammenhæng, der skabte mening i deres skrøbelige, almindelige liv, der var dømt til at dø, ved at henlede deres opmærksomhed på det evige og universelle.
I modsætning til myten stemmer logos overens med objektive kendgerninger. Logos er den rationelle tænkemåde, der har sat mennesker i stand til at fungere. Vi bruger vores logiske, rationelle kræfter, når vi er interesserede i, at noget skal ske, når vi gerne vil opnå noget eller overtale andre til en bestemt holdning. Hvor mythos ser tilbage mod oprindelsen, er logos fremtidsorienteret, udvikler nye erkendelser og opfinder hidtil ukendte ting. På godt og ondt hjælper logos os også med at opnå større kontrol over vores naturlige omgivelser. Den kan ikke svare på spørgsmålet om menneskelivets dybeste værdi. Den kan ikke lindre vores sorg. Den kan fremlægge fantastiske nye kendsgerninger om det fysiske univers og få ting til at fungere mere effektivt, men den kan ikke forklare meningen med livet. Fra et meget tidligt tidpunkt havde Homo sapiens en instinktiv forståelse af dette. Det var logos man anvendte, når der skulle udvikles nye våben og jagtfædigheder, mens man rettede blikket mod myten og dens ledsagende ritualer, når det handlede om at forsone sig med livets uundgåelige smerte og sorg.
Før den moderne tidsalder blev både mythos og logos betragtet som grundlæggende størrelser, men omkring 1700-tallet havde befolkningerne i Europa og USA oplevet så forbløffende videnskabelige og teknologiske resultater, at de begyndte at forkaste myten som falsk og primitiv. Den moderne vestlige verden blev et barn af logos. Den langvarige moderniseringsproces stod på i hen ved tre hundrede år og medførte gennemgribende forandringer: industrialisering, revolutionering af landbruget, samfundsreformer og en intellektuel „oplysningstid‟, der kasserede myten som nytteløs, falsk og forældet.
Men verden er ikke blevet til det paradis på jord, som mange filosoffer fra oplysningstiden forudsagde. Vi må gøre os fri af den forkerte antagelse, at myten enten er falsk eller repræsenterer en laverestående måde at tænke på. Vi kan opnå en mere nuanceret forståelse af den betydning, myterne havde for vores forfædre, vi kan stadigvæk lære noget af dem. Den rene logos kan ikke håndtere dybt rodfæstede følelser af frygt, længsler eller neuroser. Vi har brug for gode myter, der kan hjælpe os med at identificere os med vores medmennesker, forstå betydningen af medfølelse og som udfordrer og overskrider vores selvtilstrækkelige og stammemæssige egocentricitet. Og som det helt afgørende har vi brug for myter, der kan hjælpe os med atter at agte og ære naturen som guddommelig.
Myter
En myte er en hændelse, der på en vis måde skete én gang, men som samtidig finder sted hele tiden. Vores moderne historieopfattelse er normalt strengt lineær, kronologisk og faktuel, men mytologien er en kunstform, der peger ud over historien på det, som er tidløst i menneskelivet, og hjælper os med at nå ud over den kaotiske strøm af tilfældige begivenheder og fange glimt af virkelighedens inderste kerne. Desuden har den sine rødder i det, vi kalder det ubevidste lag. Myter var en gammel form for psykologi. Når folk fortalte historier om helte, der steg ned i underverdenen, stred sig frem gennem labyrinter eller kæmpede med uhyrer, blotlagde de deres frygt, erkendelser og længsler – alt sammen forankret i det ubevidste sinds dunkle områder, der er utilgængelige for den rent logiske undersøgelse, men som har en dyb indflydelse på vores erfaringer og adfærd. Myter kunne ikke dokumenteres med rationelle beviser; deres erkendelser er intuitive og mindede derved om kunst og poesi. Desuden blev de først til virkelighed, når de manifesterede sig i fysisk form i ritualer og ceremonier, der satte deltagerne i stand til intuitivt at forstå livets dybere bevægelser. Myte og ritual var så uadskillelige, at der er en rent teoretisk diskussion, hvilken af de to der kom først: den mytiske historie eller de ritualer der knyttede sig til den.
Det er lige præcis dette vi er i gang med at udforske med ILT. Samspillet mellem myte og ritual og hvad denne genforening kan gøre for vores deltagere og for os selv.