Hymne til Naturen

HYMNE TIL NATUREN – en hyldest til naturen i og omkring os.

Kom med, når Kompagniet ILT og de to værter, Høvdingen og Shamanen (Sofie Alhøj og Christine Gaski), inviterer publikum ind i cirklen og tilbage til urteatret. Tilbage til en tid, hvor fortællinger blev delt omkring bålet for at overlevere varsler og visdom fra generation til generation. I urteatret stod historierne og myterne aldrig alene, men blev understøttet af ritualer, der gav dem liv og manifesterede deltagernes indsigt og ønsker.

Med sikker hånd fører de to værter publikum på en sanselig rejse – fra fremmedgjorthed til fortrolig nærhed med naturen i og omkring os.

Oplev en magisk sammenfletning af historiefortælling, lydhealing, poesi, musik, guidet meditation og sang.

Vi afslutter HYMNE TIL NATUREN under åben himmel med et bålritual i samspil med mørket, månen og stjernerne.

Vi er igang med forberedelserne til vores første store projekt Hymne til Naturen, som vi har premiere på i foråret 2025. Vi lader os inspirere af ur-teatret og de urgamle ceremonier og naturritualer, hvor mennesker kom sammen for at fejre, hylde eller på anden vis bevidstgøre sig og sætte fokus på et emne eller et tema. Vi henter tråde tilbage fra fortiden og trækker dem med ind i nutiden.

Vi kalder det scenekunstneriske ceremonier, fordi der altid vil være iscenesættende og performative elementer med i ceremonierne som historiefortælling, sang, musik, poesi og litterære tekster, der kalder på at få taletid og underbygger ceremoniens tema. Vi har skabt et format, som kombinerer scenekunstens store styrker: sang, musik, lys, lyd, historiefortælling og det magiske scenerum, med elementer fra de åndelige traditioner, såsom meditation, intuitiv skrivning, samisk trommemusik, joik og bålritual.

Vi er igang med at udforske en masse spændende tekster, blandt andet profeti fra Hopi-indianernes ældste, Naturbøn fra Frans af Assisi, Heksens Håndbog af Dannie Druehyld, Bibelen, Mooji og norske visesangere m.fl., der alle peger på Naturens hellige kraft.

Det bliver en aften med en kombination af historiefortælling, sang, poesi og musik og lyd-healing samt stunder til refleksion, meditation og stilhed.

Vi starter indenfor. Vi bringer naturen ind i rummet. Vi sidder i cirkel på gulvet eller på stole. Aftenen afsluttes udendørs med et bålritual i samspil med mørket, månen og stjernerne.

”Alene er jeg en celle, en lille del af jorden. Når jeg rækker dig mine hænder, er vi sammen. Sammen får vi træerne til at gro og skyerne til at forsvinde fra månen. Jeg sender dig min kærlighed og modtager din. Sammen er vi stærke.”   – Dannie Druehyld, fra Heksens Håndbog.

Formålet med vores værker er at skabe rum for refleksion og transformation. Ceremonierne er bygget op med inspiration fra den cirkulære dramaturgi – en slags hjem-ud-hjem-oplevelse. Ceremonierne er bevidst bygget op i samspillet mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Vi tror på at der også er brug for det ukontrollerbare for at resonans, transcendence og transformation kan opstå. Aftenens længde kan variere fra 80-150 minutter alt efter hvad der passer arrangørerne bedst. Vi anbefaler 2,5 time (150 min), da der bliver tid til den ro og fordybelse, som vi ønsker for hver deltager.

Målgruppen er unge voksne og voksne.

Hvis du vil vide mere om hvad en scenekunstnerisk ceremoni er, så tryk på „blog‟ og læs vores indlæg „Scenekunstnerisk ceremoni‟.

Kontakt os for priser og praktisk.

,